Traditioner
I Frito har vi mange gode traditioner, som involverer børn og voksne, fælles oplevelser der vender tilbage år efter år eller måned efter måned, hvilket styrker fællesskabet blandt børn, personale og forældre.
Forventningens glæde, genkendelighed og forudsigelighed er betydningsfulde dele i alle traditioner.
Nogle af vores begivenheder er for alle, andre må man med forventning glæde sig til at kunne deltage i når man kommer i storgruppen. (3. og 4.kl.)
Ferieperioder
I ferieperioder tager vi på forskellige lokale ture hvor vi besøger legeområder, samt på busture rundt på Bornholm, hvor oplever vi vores fantastiske natur og kultur …
Naturgrunden
Hvert år i sommerferien er der dagskoloni på naturgrunden i 3 uger, de 2 af ugerne er der middelaldertema og den sidste uge er der grønt tema…
Åben Frito
Vi afholder ”Åbent Frito” 8 gange om året hvor forældrene inviteres til at komme og være med i vores dagligdag i Frito. Her byder vi på en kaffe og muligheden for en snak med børn, personale og andre forældre. Ligesom det er en alletiders mulighed for at få et indblik i børnenes hverdag.
Bag for børnetelefonen
Hvert år dufter Frito af hjemmebag i flere uger op til den dag, hvor der skal sælges kager til fordel for børnetelefonen. Bag for børnetelefonens kagesalg bliver afholdt i forbindelse med åbent Frito i september eller oktober. Vi byder på kaffe og te og så er der rig mulighed for at købe kage, enten til at nyde i Frito eller til at tage med hjem. Alle pengene fra kagesalget går til børns vilkårs børnetelefon.
Kastanjeløb
Når efteråret melder sig er det tid til Kastanjeløb. Kastanjeløbet er et stjerneløb med forskellige poster hvor børnene ved at udføre opgaverne ved posterne får udleveret en kastanje. Vi skal i fællesskab samle så mange kastanjer som muligt. Lykkedes det, er der en lille præmie til alle.
Julehygge, kalenderjagt
Juletiden er altid fyldt med traditioner, i Frito. Julemåneden byder på åbent Frito med julehygge, kalenderjagt, julemandens julegaveværksted m.m.
Påskeløb
I det spæde forår er det tid til Frito`s påskeløb. Påskeløbet er, ligesom kastanjeløbet, et stjerneløb. Til påskeløbet samles der klodser og alle kan være med. Og hvem ved… Måske venter der små påskeæg til alle, efter en fælles indsats.
Børneløb
Frito deltager i det fælles børneløb for de Bornholmske SFOèr. I ugerne op til løbet trænes der med sjove bevægelselege.
Halloweenfest
SÅ uhyggeligt, at det kun er for storgruppen, en aften fyldt med gys og guf. Denne aften er der garanti for (u)hygge når Frito byder indenfor til fest.
Bowling
Storgruppen mødes i bowlingcentret til bowling, hygge og pizza. En tradition som mange børn glæder sig til at deltage i og hvor humøret altid er højt.
Svømmedisco
Til lyden af disco mødes storgruppen en aften i Frito, hvor vi indtager svømmesalen, hygger og spiser sammen.