Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetning 2022-2023

Årsberetning for skoleåret 2022-2023

Skoleåret 2022-2023 blev et år, hvor skolebestyrelsesarbejdet er foregået mere ”bag kulisserne” og outputtet ved første øjekast har været mindre synligt end eksempelvis tidligere år, hvor skolebestyrelsesarbejdet bl.a. har mundet ud i trafiksikkerhedstiltag i form af Kys-og-kør-lomme og vejchikaner, genåbning af skolens kantine for de ældste elever som et hyggeligt frikvartersområde samt skift af Skolefotofirma.

Det betyder ikke at det har været et stille år i skolebestyrelsen, eller at der ikke er foregået vigtige og engagerede drøftelser på møderne.       

 

Klubtilbud

Noget af det der henover året har haft en stor plads på møderne er ønsket om og arbejdet med at undersøge mulighederne for et klubtilbud på skolen til børn i 4. til 6. kl. Vi var allerede i sidste skoleår nogle af de første til at sætte fokus på behovet for et sådan tilbud med vores ansøgning om at lave et forsøg med klubtilbud. I den forbindelse har vi bl.a. undersøgt muligheden for et samarbejde med Knudsker Idrætsforening. Der er fortsat ikke noget klubtilbud, men til forskel fra tidligere er der kommet et såvel samfundsmæssigt som politisk fokus på området. Forandringer tager tid og vi opgiver ikke. Fra vores tidligere arbejde med trafiksikkerhed ved vi at der er langt fra idé til virkelighed, men at det kan lade sig gøre. 

 

Principper

En af vores måder at arbejde på i Skolebestyrelsen er at lave principper for skolens virksomhed på forskellige områder, føre tilsyn ved at høre om princippernes brug i dagligdagen og revidere disse ved behov. Ved skoleårets start havde vi 24 principper, hvilket tilbagemeldinger fra skolens ledelse viste var så stort et antal, at det er svært at styre efter og gøre nærværende i den daglige undervisning. Vi har derfor taget hul på et arbejde med at kigge på princippernes relevans, samskrive hvor det giver mening og droppe dem der ikke længere er behov for. Ved skoleårets afslutning havde vi 21 principper og arbejdet fortsætter løbende henover den kommende tid.

 

 

Statistik om skolen

Som en af måderne at ”lære skolen at kende på”, brugte vi det meste at et skolebestyrelsesmøde på at gennemgå de tal og statistikker der er om skolen på undervisningsministeriets datavarehus uddannelsesstatistik.dk. Her findes alle offentlige tilgængelige data om alle landets skoler. En side der for de særligt interesserede kan være et kig værd. 

 

Afkortning af skoledagens længde

Vi havde forud for dette skoleår valgt at forkorte skoledagens længde med ca. tre timer om ugen. I løbet af dette skoleår har vi skullet tage stilling til, hvorvidt vi til skoleåret 2023/2024 fortsat skulle afkorte skoledagen eller gå tilbage til nogle længere dage. Det var en debat der var god energi i, og hvor fordele og ulemper blev diskuteret med input fra medarbejdere og elever ud fra deres erfaringer med dette. Beslutningen endte med at blive at forlænge ordningen således at børnene i 0.-3. kl. fortsat har fri kl. 13.05 og i 4.-9. kl. som udgangspunkt kl. 14.05. Et opmærksomhedspunkt fra os var at det fortsat skulle være muligt at tilbyde svømning, selvom den kortere skoledag giver mindre understøttende undervisning, hvor svømningen ofte indgik.      

 

Grøn dannelse

I løbet af skoleåret har vi nysgerrigt fulgt med i arbejdet på skolen med grøn dannelse. Der er igangsat en proces henimod at skolen kan opnå grønt flag, som vi bakker op om, og som vil fortsætte i skoleåret 2023/2024, hvor der forhåbentligt vil hen ad vejen vil ske nogle synlige ændringer på vores udeområder. Vi glæder os til at følge dette arbejde.

 

Foreningen skole og forældre

Skole og Forældre er landsorganisationen for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen. Dem har vi benyttet os af til en arbejdslørdag, hvor en instruktør faciliterede en dag omkring skolebestyrelsesarbejde, ligesom vi har haft repræsentanter med til foreningens landsmøde. 

 

Lidt trafiksikkerhedsarbejde blev der plads til også i år

I løbet af vintermånederne undrede vi os i skolebestyrelsen over den snerydning og glatførebekæmpelse, der blev foretaget på og omkring skolen. På baggrund af dette rettede vi henvendelse til kommunens center for ejendomme og drift, hvorfra vi modtog en orientering om vinterregulativ og vejklassificering, redegørelse for den udførte indsats samt en erkendelse af at det på noget af skolens område ikke havde været helt tilstrækkeligt udført. Vi ser på den baggrund positivt frem mod den kommende vinter.

 

Bestyrelsen i kommende skoleår

Vi er i skrivende stund i den positive situation at vi er en fuldtallig bestyrelse. Vi startede skoleåret med en vakant plads og ingen suppleanter, men har fået tilgang af Charlotte Koopmann Johansen i bestyrelsen og af Stine Andersen som suppleant, så skolebestyrelsen går ind i 2023/2024 med følgende konstituering 

Formand:                            Charlotte Koopmann Johansen

Næstformand:                                          Anja Vilsholm

Forældrerepræsentanter:  Line Marie Obbekjær, Nicklas Ackey, Louise Walbom, Anne Bøgh Hansen, Patrik Nilsson

Suppleant:                           Stine Andersen

 

Tak

Afslutningsvis vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til alle i skolebestyrelsen for et godt, konstruktivt og engageret samarbejde i år. 

 

Patrik Nilsson

Skolebestyrelsesformand på Søndermarksskolen